Hvad er et tandimplantat?
Et tandimplantat er en ”rod” af titanium, der erstatter roddelen af en manglende naturlig tand (se røntgenfotos). Implantatet anbringes i over- eller underkæben. Med tiden vil det vokse fast i knoglen og derved tjene som forankring til erstatningstanden.
Er tandimplantater en succes?
Med mere end 40 års klinisk erfaring og mere end fem millioner behandlede patienter må kroner og broer, der er understøttet af implantater, betegnes som en stor succes. Statistikken viser en succesrate på næsten 95 % for individuelle implantater – og endnu højere for de broer, de understøtter.
Hvor meget koster implantater?
Udgiften til tanderstatning med implantater vil afhænge af flere faktorer, bl.a. antallet af tænder, der skal udskiftes, og det nødvendige antal implantater til at understøtte erstatningstænderne. Der kan være behov for yderligere behandling, inden isættelse af dine tandimplantater for at sikre, at tandimplantaterne forbliver sunde på langt sigt. Der vil typisk være en udgift til den protetiske del. For at vurdere prisen på behandlingen skal du først have munden undersøgt. Efter en grundig diagnostisk undersøgelse vil vi kunne give et prisoverslag.
Vil tandimplantater være en god løsning for mig?
Enhver, som mangler en eller flere tænder på grund af en skade, sygdom eller karies, kan være en kandidat til tandimplantater. Den væsentligste begrænsning er mængden af tilgængeligt knoglevæv. Vi kan vurdere, om tandimplantater er en mulig løsning for dig.
Er høj alder et problem?
Af og til udtrykker ældre patienter bekymring om, at deres høje alder forhindrer dem i at få gavn af fordelene ved tandimplantater. Helbred er dog en mere afgørende faktor end alder. Hvis dit helbred er godt nok til, at du kan få trukket en tand ud, er du sandsynligvis også stærk nok til at få tandimplantater.
Hvad er fordelene ved tandimplantater i forhold til tandproteser eller en bro?
Forbedret udseende: Når du mister hele tanden – krone og rod – kan svindet i kæbebenet få dit ansigt til at se ældre ud. Tandimplantater kan standse denne proces.
Hvis en mistet tand skal erstattes af en traditionel bro, skal de to tænder ved siden af den manglende tand slibes ned for at skaffe forankring til broen. Tandimplantater eliminerer behovet for slibe på raske tænder. Implantatbehandlingen er en varig, fastsiddende løsning, der føles stabil og behagelig, idet der ikke er løse dele, der skal tages ud og rengøres. Der kræves ingen yderligere justeringer efter isættelsen af implantater, som forventes at holde lige så længe som raske tænder.
Hvordan vil tandimplantater påvirke mit liv?
Implantatstøttede tandproteser ligner, føles og fungerer som naturlige tænder. Det betyder, at du kan spise og drikke det, du plejer. Men vigtigst af alt forbedrer tandimplantater ofte personens livskvalitet på en meget konkret måde. Personer, som har været forlegne og bekymrede over deres tandproblemer, bliver ofte overvældet af, hvad nye permanente tænder kan gøre for deres selvværd.
Vil mine nye tænder se naturlige ud?
Når tandimplantater anvendes i kombination med moderne tandbehandling, vil deres udseende, komfort og funktion sandsynligvis overstige dine forventninger.
Vil jeg kunne tygge med samme styrke og tryk, som jeg anvender med mine naturlige tænder?
Ja. Efter en kort tilpasningsperiode ligner tyggekapaciteten for implantaterne de naturlige tænders.
Hvor lang tid kræves der til en implantaterstatning?
Behandlingen er traditionelt blevet udført i to trin. Tandlægen begyndte med at isætte implantatet, som derefter skulle sidde i tre til seks måneder for at hele og blive integreret med kæbebenet. Under helingsperioden fik patienten en midlertidig protese, indtil den permanente krone kunne sættes på plads. I dag findes der et alternativ til totrinsmetoden, som gør det muligt for dig at få isat implantatet i ét helt stykke i en og samme behandling. Denne metode har forenklet forløbet en hel del, både for patienterne og tandlægerne. Valget af behandling afhænger af flere faktorer, f.eks. antallet af tænder og hvilke tænder, der skal erstattes. Også mængden og kvaliteten af kæbeknoglen har betydning.
Er behandlingen smertefuld?
Ligesom med al anden kirurgi kan der være et vist ubehag. Bedøvelse og patientberoligelse kan fjerne ethvert ubehag under behandlingen. De fleste patienter fortæller, at de havde det langt mere behageligt efter behandlingen, end de havde forventet. Vi udskriver medicin til lindring af eventuelt ubehag, du måtte føle.
Hvordan vil jeg have det efter behandlingen?
Det er normalt, at der er hævelse i tandkødet og det bløde væv de første dage efter isættelse af et implantat. Som regel kan eventuelt ubehag behandles med almindelig smertestillende medicin.
Hvordan skal jeg pleje mine implantater?
Tandimplantater skal behandles som naturlige tænder - dvs. renholdes på samme måde og efterses hos tandlægen med passende intervaller.